Hvad er Det Lokale Beskæftigelsesråd Lolland?
Som et led i strukturreformen er der oprettet lokale beskæftigelsesråd i alle landets kommuner. Formålet med rådene er at styrke arbejdsmarkedets parters mulighed for at få indflydelse på den lokale beskæftigelsesindsats.
LBR Lolland er bredt sammensat med repræsentanter fra LO, DA, FTF, Dansk Handicap (DH) De Praktiserende læger, CELF og Lolland Kommune.
Lovgrundlag
Ifølge lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats skal det Lokale BeskæftigelsesRåd Lolland varetage følgende opgaver:
- Overvåge resultater og effekter af beskæftigelsesindsatsen i Lolland Kommune.
- Rådgive de ansvarlige i Jobcenter Lolland om tiltag til forbedring af beskæftigelsesindsatsen.
- Styrke den virksomhedsrettede og forebyggende indsats for personer på kanten af arbejdsmarkedet.
- Udarbejde indstillinger til Beskæftigelsesregion Hovedstaden og Sjælland, hvis der ønskes et særligt fokus på bestemte indsatsområder.
- Medvirke til opfyldelse af Beskæftigelsesregion Hovedstaden og Sjælland indstillinger til indsatsområder, hvis der ligeledes ønskes et særligt fokus på bestemte indsatsområder.
Beskæftigelsesplan
Lolland Kommune udarbejder hvert år en beskæftigelsesplan, bl.a. med indhold af:
- Beskæftigelsesministerens mål for beskæftigelsesindsats
- Beskrivelse af de vigtigste beskæftigelsespolitiske udfordringer
- Strategi og mål
LBR Lolland bidrager til processen omkring beskæftigelsesplanens tilblivelse, gennem samarbejde med Arbejdsmarkedsudvalget og høringssvar, og LBR Lollands plan for særlige virksomhedsrettede initiativer er et tillæg til beskæftigelsesplanen.
Læs Beskæftigelsesplan 2011.
Indsatsområder 2011
Beskæftigelsesministeret har udmeldt 4 beskæftigelsespolitiske indsatsområder, som LBR Lolland understøtter i sit arbejde:
- Styrket indsats for at virksomhederne får den arbejdskraft, de har behov for. Antallet af ledige med mere end tre måneders sammenhængende ledighed begrænses mest muligt.
- Antallet af personer på permanente forsørgelsesordninger (ledighedsydelse, fleksjob og førtidspension) begrænses mest muligt.
- Styrket indsats for at få unge under 30 år på offentlig forsørgelse i arbejde eller i uddannelse.
- Styrket indsats for at få ikke-vestlige indvandrere og efterkommere på offentlig forsørgelse i arbejde eller i uddannelse.