En ganske almindelig formiddag midt på ugen. Efterårssolen skinner flot og blæst er der ikke noget af. Skyggerne er lange. Sigtbarheden på træningsbanen er super, med solen i ryggen og indbydende grønt græs foran. Der står 8-9 unge mennesker i båsene, udstyret med hvide og gule bolde og golfkøller af forskellige længder og udformning.
Men i formiddagens stilhed er der bare … stilhed. Stemningen øser af optagethed og koncentration. Der er ikke behov for pjat og snak. Ikke en mobiltelefon nogen steder. Stilheden brydes af Hans Henrik Larsen, som har travlt med at dele ud af sine store kundskaber. Der lyttes intenst og de unge prøver rådene af. Hans Henrik er Halsted Golf Klubs træner, og tidligere professionel golfspiller med en fortid blandt de internationale elitespillere.
Hans Henrik tager fat i en unge, spørger og forklarer, viser og demonstrerer. De andre kæmper videre, med gode og mindre gode resultater, og de bliver ihærdigt ved. De har dårligt nok lagt mærke til fotografen, der bevæger sig rundt efter de bedste vinkler og lysforhold. Fotografen vil gerne fange stemningen på fotokortet.
Gruppen er ledsaget af Christian Winther, som er ansat i Jobcenter Lollands Uddannelsescafé på Nakskov Uddannelsescenter. Udannelsescafeen er et samarbejde mellem Jobcenter Lolland og uddannelsesinstitutionerne. Tilbuddet er til unge kontanthjælpsmodtagere mellem 18 og 30 år.
Uddannelsescafeen skal belyse de muligheder, de unge har for uddannelse og beskæftigelse. De unge kommer med vidt forskellige forudsætninger og oplevelser, og derfor afhænger indgangsvinklen for afklaring og det videre forløb af den enkelte unges behov. Der kan, for eksempel, være dårlige skoleoplevelser, behov for at komme ud og bevæge sig, koncentrationsvanskeligheder, socialangst m.m.
Det er her, at Uddannelsescafeens muligheder og nytænkning kommer i spil med at tilføre og øge forståelsen af samfundsemner, åbne døre til nye perspektiver, formidle afprøvning af aktiviteter, som den unge slet ikke havde forestillet sig at skulle prøve.
Golftræningen i Halsted er et godt eksempel. Aktiviteten, som p.t. er et tilbud til unge i Uddannelsescafeen, giver flere fordele: bevægelse, frisk luft, smuk natur, kyndig undervisning, ny viden, gruppedynamik, og ikke mindst bevidsthed om egen krop og optræning af evnen til at koncentrere sig. Flere af deltagerne giver udtryk for, at netop koncentrationen bliver bedre, når alle de forskellige bevægelser og placeringer skal gennemføres for et enkelt slag til bolden.
Det er vigtigt at være i gang, og opdage og afprøve livets forskellige muligheder. Det er et af Uddannelsescafeens vigtige råd, og derfor har golf noget med uddannelsesafklaring at gøre.
LBR Lolland støtter et projekt, der er tilknyttet Uddannelsescafeen. Projektet giver de unge muligheden for en praktisk afprøvning af CELF-uddannelser og individuel støtte efter uddannelsesvalg.